Udgivet på https://aabendagsorden.syddjurs.dk

Hjem > Print Dagsorden Punkt

Punkt 288 Ansøgning om dispensationer fra Bygningsreglementet til torvet 9-11, Ebeltoft

Resumé

Med denne sag anmodes Erhvervs- og planudvalget om at tage stilling til, om der kan gives tilladelse til at der indrettes en cafe på Torvet 9 – 11.

Ejerne ansøger om dispensation, da ejendommen på nuværende tidspunkt ikke kan overholde krav til tilgængelighed i forhold til adgangsforhold til- og i bygningen samt indretning af handicap toilet.

Sagsfremstilling

Ejerne af ejendommen Torvet 9-11 i Ebeltoft har søgt om dispensation fra bygningsreglementet (herefter BR18) i forbindelse med en ansøgning om ændring af anvendelse af ejendommen fra kontor til cafe/galleri.

Der er søgt om dispensation indenfor følgende områder:

  • Paragrafferne 51-52. Adgangsforhold til bygningen
  • Paragraf 53, stk. 1, nr. 2. Fælles adgangsveje til bygningen
  • Paragraf 214, stk. 2. Indretning af offentligt tilgængelige bygninger

 

Ejerne af ejendommen ønsker at opføre et galleri samt en lille cafe i et vinkelbygget forhus (opført i 1970) på 107 kvadratmeter, der er fredet. Man ønsker dispensation fra adgangsforhold, gangbredde samt etablering af handicaptoilet.

Ejerne har ansøgt Slots- og Kulturstyrelsen om tilladelse til at udføre ændring af trapper og udvidelse af udvendige og indvendige dørhuller for at kunne etablere niveaufri adgang. Dette er der givet afslag på (se bilag 1).


Handicaprådet er hørt om ovenstående dispensationer, og Administrationen har modtaget et høringssvar, der er centeret om nedenstående forhold:

 

Kendskab til bygningsreglementet

  • Ansøger må formodes at have vidst at lokalerne ikke kunne indrettes til det ønskede formål ud fra bygningsreglementet.

 

Offentlig adgang

  • Der er i bygningsreglementet indsat bestemmelser, der sikrer personer med handicap adgang til steder, hvor der er en form for offentlig adgang.

 

Udeservering

  • Der er ikke sikret mulighed for handicappedes adgang til et handicaptoilet.

 

Konkurrenceforvridning

  • Det et konkurrenceforvridende overfor byens øvrige udskænkningssteder, der opfylder bygningsreglementets krav til indretning.

 

 

Handicaprådets høringssvar er vedlagt som bilag 2.

Vurdering

Fredede og bevaringsværdige bygninger er generelt omfattet af andre regler end bygningsreglementet, og Administrationen vurderer, at det er typisk for området som helhed, at der ikke er etableret niveaufri adgang til diverse butikker og cafeer. Jævnfør BR18 §13, stk. 5 kan der ske lempelser fra bestemmelserne i bygningsreglementet.


For ejendommen Torvet 9-11 kan bygningsreglementets krav til adgangsforhold ikke forenes med fredningsværdien af bygningen og bygningsfredningsloven. Bygningsreglementet stiller bland andet krav til indretning og ombygning, mens fredningen af bygningen sætter begrænsninger i forhold til adgangsforholdene.
 

I de tilfælde hvor regelsættene ikke understøtter hinanden, bør der undersøges løsninger, der tager hensyn til bygningsfredningsloven og dispensationsmulighederne i bygningsreglementet.

 

Bygningen er omfattet af fredningsreglerne, dermed kan adgangsforhold ikke etableres efter bygningsreglementets kapitel 2 og der kan heller ikke etableres niveaufri adgang samt gangbredde og handicaptoilet i henhold til lovgivningen. Der er givet afslag fra Slots- og Kulturstyrelsen, hvor ejer søgte om tilladelse til ændringer, således ejendommen kunne opfylde bygringsreglementet.
 

Administrationen vurderer, at hensynet for fredningsværdien ikke kan tilsidesætte (der er givet afslag) og det nødvendiggør, at der lempes fra bygningsreglementets bestemmelser om adgangsforhold, såfremt der skal drives cafe fra ejendommen.

 

Administrationen vurderer, at der kan gives dispensation fra ovenstående krav til adgangsforhold og indretning i henhold til BR18, da kravene er uforenelige med frednings- og bevaringsværdierne for bygningen.

 

Det er endvidere Administrationens vurdering, at dispensation fra kravene i BR18 om tilgængelighed kun bør meddeles i de tilfælde hvor der er tale om fredede bygninger, hvor Slots- og Kulturstyrelsen ikke kan give tilladelse til bygningsmæssige ændringer.

Økonomi og organisatoriske konsekvenser

Administrationens indstilling har ingen økonomiske eller organisatoriske konsekvenser.

Lovgrundlag

Bekendtgørelse 2019-12-12 nr. 1399 om bygningsreglement 2018 (BR18)

Indstilling

Direktøren for Udvikling og Kultur indstiller til Erhvervs- og planudvalget at godkende, at der gives dispensation til ejendommen Torvet 9-11 i Ebeltoft i henhold til lovgivningen.

Beslutning i Erhvervs- og planudvalget (EP) den 19-04-2023

Godkendt.