Djurs Sommerland A/S har ansøgt Syddjurs Kommune om, at der igangsættes lokalplanlægning for henholdsvis den eksisterende forlystelsespark Djurs Sommerland, samt for et område til feriepark i umiddelbart tilknytning til forlystelsesparken. Ansøgningen er vedlagt.
Med disse tiltag er det ambitionen, at Djurs Sommerland forbliver en turismemagnet der i endnu højere grad henvender sig til både det danske og det internationale marked. Desuden er det hensigten, at ferieparken vil medvirke til en sæsonforlængelse for forlystelsesdelen, hvilket vil gavne turismen på hele Djursland. Ved fuld implementering af de ansøgte tiltag forventes en øget omsætning på omkring kr. 100 mio., samt en forøgelse i antallet af arbejdspladser på ca. 50.
Området til forlystelsesparken omfatter et areal på ca. 47 ha. Området, som ansøges om at omfatte blandt andet feriepark, samt en udvidelse af forlystelsesparken jf. nedenstående ligger umiddelbart vest og syd for den eksisterende forlystelsespark og omfatter et areal på ca. 45 ha.
Forlystelsesparken
I dag kan forlystelsesparken i henhold til den gældende lokalplan nr. 341 bebygges med forlystelser i op til kote 50 i den langt overvejende del af parken, dog i op til kote 60 for forlystelser i parkens nordvestlige hjørne.
Med nærværende ansøgning søges om, at forlystelser må nå op i kote 60 i den langt overvejende del af parken, samt desuden op i kote 80 ca. seks udpegede steder indenfor parken.
Ferieparken
Der ansøges om, at der kan etableres overnatningsfaciliteter for besøgende til forlystelsesparken i form af hotel, hytter (fritliggende og sammenbyggede), camping i vogne, autocampere og i telt. Dertil kommer tilhørende faciliteter som for eksempel reception, restauranter og butik, samt faciliteter til personale som for eksempel kontorer og lager. Selve overnatningskapaciteten forventes at blive mellem 2000 – 3000 sengepladser og med et maksimalt antal etagemeter på ca. 35.000 m².
Den primære indkørsel til området er i ansøgningen skitseret fra Hovedvejen, hvor en central ”hovedbygning” byder velkommen. En fordelingsvej med tilknyttet parkering forløber langs områdets vest-skel. Fra parkeringsarealerne er det tanken, at man ad stier bevæger sig frem til sit overnatningssted, som er placeret omkring en central, stor ny sø bandt andet med attraktion i form af piratskib.
Det er idéen, at den kommende feriepark skal etableres med inspiration i ”piraternes land” jævnfør vedlagte oplæg fra det hollandske designfirma Jora Entertainment. Denne inspiration vil komme til udtryk i bebyggelsens ydre fremtræden.
Område til udvidelse af forlystelsesparken
Desuden ansøges om, at et areal mellem den eksisterende forlystelsespark og den ansøgte feriepark planlægges med en vis fleksibilitet (delområde V i ansøgning) og med mulighed for at blive en kommende udvidelse af den eksisterende forlystelsespark, blandt andet med mulighed for at etablere et indendørs badeland.
Der er udtrykt ønske om, at dette delområde V skal indeholde en vis fleksibilitet med hensyn til anvendelsen, og den kommende planproces vil afklare en eventuel dobbelt-anvendelse eller alternativt fastlægge en mere præcis placering for de enkelte anvendelser.
Natur- og landskab
Området er omfattet af få natur- og landskabsinteresser. Der henvises til ansøgningen for uddybning af disse. Det ansøgte forudsætter, at der skal dispenseres fra få § 3 beskyttede områder, samt fra skovbyggelinjen.
Der vil i forbindelse med lokalplanprocessen blive udarbejdet en vandforvaltningsstrategi, som blandt andet skal sikre, at der etableres afhjælpeforanstaltninger således, at det særligt sårbare grundvand beskyttes mod forurening.
Nord-syd-vejen
Ferieparken er som udgangspunkt skitseret med primær vejadgang fra Hovedvejen. Der er i skitsen også ind tænkt en eventuel vejadgang fra den planlagte nord-syd-vej.
Afdelingen for Plan og Udvikling har i samarbejde med Veje og Trafik slut januar 2016 indledt dialog med Djurs Sommerland om en mere præcis placering af tracé for den planlagte nord-syd-vej, som der aktuelt er midler til på budget 2016.
Dette med henblik på, at opnå en helhedsplanlægning af nærværende områder, området mellem Djurs Sommerland (Triangle Area) og Nimtofte by.
Miljøvurdering og VVM
Lokalplanen for forlystelsesparken vil blive screenet i henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer med henblik på at træffe afgørelse om, hvorvidt der er pligt til miljøvurdering.
I henhold til miljøvurderingsloven, så skal der udarbejdes en miljøvurdering for lokalplanen for ferieparken, da ”Feriebyer og hotelkomplekser uden for byområder og hermed forbundet anlægsarbejde”, samt ”Permanente campingpladser” er omfattet af bilag 4, som antages at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet.
Der vil i planprocessen blive taget stilling til, hvorvidt der skal udarbejdes en VVM-undersøgelse.
Syddjurs Kommuneplan 2016
Det ansøgte er ikke i overensstemmelse med Syddjurs Kommuneplan 2013. Afdelingen for Plan og Udvikling har således ladet planlægningen på kommuneplanniveau indgå i det pågående arbejde med Syddjurs Kommuneplan 2016, og der forventes som første del af processen afholdt en for-offentlighedsfase i løbet af februar.
Der pågår således en proces om at ændre rammebestemmelserne for det eksisterende rammeområde for forlystelsesparken, hvad angår den maksimale højde på forlystelserne. Derudover pågår en proces om, at udlægge et nyt rammeområde til rekreativt formål, sammenfaldende med det område vest og syd for den eksisterende forlystelsespark, som i Syddjurs Kommuneplan 2013 er udlagt til perspektivområde.
Afdelingen for Plan og Udvikling vurderer, at der er tale om et projekt af betydelig værdi for Syddjurs Kommune og anbefaler, at der igangsættes lokalplanlægning i henhold til ovenstående.
Godkendt